Archive for the 'Reminiscens fra Gamle Mokken' Category

jul 19 2007

Jeg… et skravl!

…så er Fanden løs – eller snuen er det!

Er ordineret på langs af min læge, der i går ved et nærmere gennemsyn af ører og lunger kunne konstatere, at jeg har raget en gang mellemøresbetændelse, kold lungebetændelse og slim i bronkierne til mig… Det er jo hele tre ting, mand!

Ikke så underligt, at jeg har følt mig lidt mat i koderne på det seneste…

Indtager nu penicillin og sover! Uden synderlig bedring endnu, desværre.

Er sygemledt fra jobbet og tænkte i første omgang, at jeg jo så meget belejligt kunne bruge lidt af den uventede overskydende tid til at gøre lidt rent og vaske tøj mm. Men jeg skulle blive klogere, for blot anstrengelsen ved at sætte en vask over, fik mig til tælling med fornyet feber og en time på sofaen til følge. Utroligt, faktisk…

Så jeg gør nu, som lægen sagde: ro ro ro, sov sov sov!

Vi snakkes ved, når jeg vågner, ok :-/

8 responses so far

jul 11 2007

Forkælet vs. priviligeret…

Engang for ikke særlig lang tid siden sad jeg til en jobsamtale til et job, jeg troede, jeg rigtig gerne ville have. Intervieweren tog sig den infame frihed at spørge ind til min familie, og da jeg ikke har noget at skjule (og ej heller noget imod at fortælle!), så fik han et hurtigt rids: yngste datter i klassisk kernefamilie, to ældre søskende med hver deres flotte og glimrende karrierer og styr på livet sådan over all betragtet. Mine forældre var selvstændige i det meste af min opvækst, og der har været rigtig gode tider, og der har været mindre gode tider – økonomisk, that is.

Mens jeg fortæller, afbryder manden mig og konstaterer let hoverende: “så du er den forkælede lillesøster, altså…”.

Jeg kigger ham direkte i øjnene og svarer: “forkælet nej, priviligeret ja!”.

Det der med forkælelse var ikke noget, mine forældre rigtig gjorde det i, da vi var børn. Vi blev vænnet til at arbejde for pengene, at tage ansvar og beslutninger og nogen gange høste ros og andre ris for indsatsen. Vi blev faktisk opdraget ret så stringent, og selv om der var penge i baglandet, så fik vi dem aldrig stukket i hånden uden først at lægge et stykke arbejde for dem.

Men priviligerede, det var vi til gengæld! Vi voksede op i et trygt og sundt miljø, og selv om vores forældre arbejdede rigtig mange timer om ugen (og weekender), så var vi børn i høj grad en del af dét projekt. Vi var med på lageret, kørte med ud med lastbilerne, når skoleferier osv. tillod det. Når min mor sad og lavede regnskab i weekenden, havde jeg en betroet opgave med at lægge fakturaer i nummerorden og slige sager.

Vi var også heldige at bo godt – gode rammer for en familie med mange interesser. Der var plads til dyr og biler i massevis, og det var da heldigt for os at have netop de rammer at vokse op i. Vi voksede op med mennesker omkring os, for mine forældre er sociale og vellidte typer, der har det med at samle folk omkring sig. På den måde lærte vi at begå os, kunne snakke med hvem som helst om hvad som helst, ikke at være bange for de fremmede og mærkelige, at respektere folk for det, de nu engang var og kunne byde ind med. Vi lærte om ansvar i fællesskabet og nødvendigheden for personlig integritet. Vi lærte mange gode ting på den måde – vi var priviligerede, var vi.

Når jeg lærer nye mennesker at kende i dag, sker det ikke sjældent, at de bliver benovede over min situation. Eget hus, godt job, bil, rejser, generelt overskud (blablablablaaa). Som oftest synes folk vist bare, at jeg er en heldig banan, og det har de faktisk ret i – for jeg var heldig at få et godt afsæt med hjemmefra, jeg var heldig at få solgt en lejlighed i København på et godt tidspunkt, jeg er heldig at have haft en fornuftig økonomisk rådgiver i min far, som igennem min barndom fortalte os børn om detaljerne i firmaets og familiens regnskab. Det var ham, der lånte mig 1000 kr. til en ny cykel, som jeg havde brug for til at kunne bestride et job som avisbud. Vi indgik en aftale om, at jeg skulle betale med 50 kr. hver måned i et år, hvorefter gældsposten ville være nedskrevet til 0 kr. Alt i alt en fair deal… og en vigtig lektion for mig, for da der var gået tre måneder, og cyklen ikke længere var ny, ja så var det en pestilens at skulle levere de 50 spænd ved kasse ét på lønningsdagen. Det var rigtig irriterende, var det, og jeg konkluderede, at det der med at låne penge ikke er sjovt på nogen måde, og jeg har (nogenlunde) formået at holde mig fra det siden.

Men enkelte af de benovede synes vist også, at jeg er slemt forkælet – som reglen siger de det til mig; og som reglen bliver jeg irriteret over det. For nej, jeg synes ikke, jeg er forkælet! Jeg er ikke kommet lettere til nogen ting end så mange andre – der er ikke nogen, der har stukket en guldske i røven på mig, og når jeg har fået hjælp, er det fordi, jeg eksplicit har bedt om den.

At have et netværk, der så kan (vælge at) yde den hjælp, se dét er….ja, priviligeret. Men sguda ikke forkælet… Synes jeg ikke, i hvert fald!?!

One response so far

jul 10 2007

Mokken tagged…

Jep, stafetten blev sat ved min hoveddør, og har jeg forstået konceptet korrekt, så skal jeg nu selv til at finde på otte ting, jeg gerne vil fortælle om mig selv (ud over det, der allerede er nævnt i de famøse ethundrede og yderligere hundredevis af indlæg gennem de forgangne år) – det er vist ikke sådan, at jeg kan bede meme-invitatoren om at udspecificere, hvad jeg skal skrive, som jeg ellers har set det ønsket og fremført i livlige toner et andet sted på nettet

Næhnej, man må skam selv være kreativ og tage det for det, der er – en kedsommelig sommerspøg…

1: Min morfar var et meget specielt menneske, som har efterladt et meget kært og nært minde i mig. Der går ikke en dag, uden jeg tænker på ham – og dermed også min mormor, der var hans livs øjesten igennem næsten 70 år. Han var stor og stærk og havde en varme i sig, som alle i hans nærvær ikke kunne undgå at mærke. Han var sig selv, troede på det bedste i mennesket og levede sit liv helt igennem så ærligt og redeligt, som det overhovedet kan lade sig gøre.

2: Jeg har engang været ved at blive knaldet af politiet for at knalde i en bil! Mens bh’en blev bøvlet på plads og bukserne trukket nødtørftigt op om røven, trillede politibilen dog blot forbi og lod os være i fred – men dét eventyr sluttede lissom der, ikk!

3: Indtil for nylig gik jeg kun yderst sjældent i nederdel. Nu sker det oftere og oftere. Mest fordi det er rart på en varm sommerdag – og så fordi min kæreste gi’r mig det der blik, der gør mig helt varm indeni, når det sker…

4: Jeg følger et fast princip om, at man kun låner penge til hus og bil. Alt andet – og jeg mener ALT andet – må man sgu spare op til først, hvis man vil ha det…

5: Da jeg var lille, gjorde jeg alt for at undgå at børste tænder, gå i bad og skifte trusser regelmæssigt. I dag gør jeg det ene et par gange eller mere om dagen og det andet og tredje på daglig basis – og jeg tænker slet ikke over det.

6: Jeg ved af erfaring, at kendskab skaber venskab – dog ved jeg også, at der er nogle mennesker, som man bare aldrig kommer til at holde af.

7: Da jeg var lille, kildede mine ældre søskende mig, så jeg kom til at prutte. Jeg sad som reglen på “bedstemors skammel” ved bordet, og når man slog prutter på den, så bragede det øresønderrivende. Det var sjovt, og nogen gange gad jeg godt, at de stadig kildede mig…

8: Jeg elsker at køre tur! Ud i det blå, afsted afsted. Opleve smukke udsigter, bedårende, idylliske steder – eller det helt modsatte. Jeg elsker de samtaler, der opstår i en bil, og jeg nyder fornemmelsen af frihed. Jeg har diesel i blodet, og jeg tror, at det skal stå meget skidt til, før jeg nedprioterer det at have bil…

Og sådan er der så meget – eller lidt…

:o)

Årrhhja for dælen da – jeg glemmer jo at tagge videre. Eller det vil sige, jeg glemte at nævne, at jeg ikke tagger videre. Fordi jeg ikke gider, helt enkelt!

No responses yet

jul 08 2007

Tango til to…

Et stort og vigtigt skridt – Fusionen er nært forestående, og der er handlet fælles biler hjem.

Den første hentede vi i går; med let sørgmod i sindet blev der vinket farvel til den gamle og grå, men den nye stod i solen og funklede inciterende i sin flamboyante Tango Red-kulør…


Den kører som en velsmurt nutella-mad, dieselmotoren hygger med sin brummende fiskekutter-ambitioner, alt lugter nyt og sprødt… Glæden vil ingen ende tage…

Nu venter vi bare på dens sorte bror – forventet ankomst engang sidst i august.

Og til I skeptikere derude, der har stillet sig vantro over for min succes som klematis-dyrker forevises her dokumentation fra dagens havevandring…


Respekt og undskyldning forventes!!!

:-)

PS: Ville have krydret med langt flere billeder, når nu jeg endelig havde muligheden for at knipse, men blogspot er dum og kedelig og saboterer de gode intentioner på det groveste!!!

7 responses so far

jul 01 2007

Win/no win-situation…

Jeg glemte at spille Lotto forleden, så det er ikke mig, der har napset 10 mill. til opsparingskontoen.

Til gengæld sørger Betalingsservice for, at jeg får betalt mine lodder i Klasselotteriet, som så kvitterer med at sætte lidt skejser ind på min konto i ny og næ…

Lidt har jo også ret, og hvad skal man egentlig med 10 millioner?

Mokken – mine venner kalder mig The Gambler…

6 responses so far

jun 27 2007

Tudekiks, digicam og klematis…

Hvad har de tre ting egentlig med hinanden at gøre?

Jamen, det er da såre simpelt – sidste år førte jeg mig frem med fotodokumentation fra havens frembringelser… om end de frembringelser var til svære at få øje på og kilde til megen “hhmmmppprrfff” på aftenhaveturene.

I år kvitterer klematiserne så med et væld af blomster… næsten hundrede eller flere – og så har jeg ikke noget kamera til at fange succesen med.

Mere hmmmpppffrrrhhh altså!!

Man kan åbenbart ikke få det hele, eller hva?

3 responses so far

jun 25 2007

Om at have ondt i røven…

Ja, der er nok at have ondt i røven over…

Man kunne hidse sig op over ham der folketingsmanden, der ikke vil lade være med at ryge på borgen. Men hey, han repræsenterer vel bare den del af befolkningen, der nægter det ude på arbejdspladserne rundt omkring… Ikke nok til at få Mokken i svingninger.

Man kunne helt sikkert få ondt i måsen over Pia K., noget TV-sport, en fodboldtilskuer eller slige sager. Men nej, Mokken er iskold!

Men noget, der kan give mig ondt i røven – vi taler seriøst ondt i røven – er 8-9 timer på en kontorstol…

Se, dét er et problem, for der noget at have ondt i!

Og ikke et ord om, at jeg da bare kan bruge hæve-sænkebordet, vel…

4 responses so far

jun 18 2007

To stk., tak…

… så skete det – to stk. nye biler er bestilt :-)

8 responses so far

jun 13 2007

Status: nærmest lykkelig…

I morgen er der gået et år.

Et år siden jeg lettere desillusioneret, uden forhåbninger og med kun hårdt kontrollerede forventninger mødte op til det, der skulle vise sig at blive en af de hyggeligste aftener i mit liv – og en skelsættende en af slagsen.

I morgen er det er år siden, jeg mødte Niels. Min kæreste. Min elsker. Min bedste ven.

Tid er sgu noget mærkeligt noget. Det føles som rigtig lang tid siden, at jeg så ham stå dér på torvet og vente på mig, og samtidig føles det, som var det i går.

Jeg betragtede ham på afstand, inden jeg trak vejret dybt ind og gik ned for at møde ham. Jeg kan huske fornemmelsen i maven, suset fra sommerfuglene, der lettede i maven, og fornemmelsen af smilet, der skruede sig på plads i mit ansigt. Jeg var rolig men ikke uberørt af situationen.

Vi indledte en samtale, som vel egentlig endnu ikke er afsluttet. Jeg så ham grine med skuldrene, og jeg kan huske, at jeg tænkte, han så sød ud, når han grinede sådan.

Siden fulgte tusindvis af oplevelser. Fester, familieintroduktioner, lumre eftermiddage i sengen, skønne nætter på terrassen med backgammon og kolde øller… og hverdagene hobede sig op, mens den varme boble i maven bare voksede sig større og mere konstant. Det blev tid for de tre små ord, tid for tårer og erkendelser. Tid til at mærke, hvor vigtigt og stort, det hele var. Og også tid til at snakke praktiske rammer, fremtid, endnu åbne kapitler fra fortiden, økonomi og alt det der.

Og vi snakker, og vi snakker… Om alt! Det, der gør ondt og irriterer. Det, vi er gode til – og dårlige til. Jeg mærker mig selv være sikker sammen med ham – sikker på, at han er der; også når han finder ind til mine dybeste komplekser og mindreværd og ser de mindre pæne sider, som jeg aldrig har turdet vise før.

Det har været et markant år – i det store og små. I løbet af året er jeg blevet sådan én, der går med nederdel og en top med spaghettistropper. Jeg er blevet sådan en, der kører rundt med barnestol i bilen og forholder sig til bussemænd og tissebleer. Jeg er blevet sådan en, der kysser i al offentlighed, og jeg er blevet sådan en, der rækker hånden ud og ved, at der er en, der tager den i sin. Ubetinget. Altid.

Der har været stunder, hvor jeg har grædt af lykke. Der har været situationer, hvor jeg har tudet af frustration. Der har været lidt af det sure men mest af det søde.

Jeg har følt mig værdsat og respekteret som aldrig nogensinde før. Jeg har fået kærlighedserklæringer i tusindsvis – direkte og indirekte, klassiske og utraditionelle – og jeg har besluttet med mig selv at tage dem ind og tro på dem… alt andet ville helt enkelt være for arrogant.

Bottomline er, at det har været et fantastisk år – det har også været et år med prøvelser af forskellig art, og det har været et år med mange store beslutninger. Livsbeslutninger.

Beslutningen om at flytte sammen er taget. Det sker nu. Lige i denne tid.

For mig er det en meget stor ting. Mit hoved er stillet ind på “for altid” – hvis det ikke var det, så var beslutningen ikke blevet taget. Jeg vil det her, jeg vil Niels, og jeg vil mig selv sammen med ham. Jeg tror på fremtiden, og jeg tør lige pludselig tænke langsigtede planer og drømme romantiske never ending drømme…

Ét år – jeg fatter det næsten ikke!!

Tænk, hvis jeg ikke havde sagt ja til den middag dér for et år siden…

12 responses so far

maj 31 2007

Man bli’r altså træt…

…når man i den udemærkede (well!!) publikation EkstraBladet kan læse følgende i dagens udgave:

[...]skal bringes i synk med virkeligheden[...]

Undskyld, a’hvaffor noget?

Ganske givet en lige lovlig overkæk brug af forskellige udtryk; jeg gætter på bl.a. det amerikanske “in sync”, som vel egentlig er en forkortelse af “in synchronization” eller noget. På dansk kunne man vel principielt godt bruge noget om at synkronisere med virkeligheden, men altså…

“Bringes i synk med” – det giver helt enkelt INGEN mening!

Hvor klager man?

3 responses so far

« Prev - Next »