jan 13 2012

Et kort øjeblik

Skriblet af og kategoriseret som Pludseligt opståede strøtanker

Et kort øjeblik overvejede jeg at lukke Mokken. Slette og slukke. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Hun har været vigtig for mig, hende Mokken – og er det vel sådan set stadigvæk. Noget med et selvbillede, tror jeg. Og dokumentation på levet liv. På godt og ondt, op og ned.

Så hun får lov at blive. Måske med liv og spræl eller blot som en et billede af det, der var.

I hvert fald i anden form, som skal findes først.

4 kommentarer indtil videre

jan 21 2010

Spoiinnngggg…

Sku hilse og sige, at der er drøn på, manner. Det nye job kræver sin kvinde, men efter et par turbulente første uger er jeg nu ved at finde mig tilrette i det og har fået et overblik over, hvad min opgave egentlig er. Som forventet meget større og omfangsrig, end man som udgangspunkt havde tænkt sig. Det er godt nok. Det betyder fast arbejde og en solid grund for at oparbejde “uundværlighed”, efterhånden som viden og indsigt opbygges. Og lad os SÅ snakke om den løn om et par måneder, chef :-)

Så den nye hverdag er ankommet. Og vi er ved at vænne os til den. Om end den byder på næsten 4 timers daglig transporttid for mig, hvilket er fuldstændigt uholdbart ift. familie og alt det der, der jo i bund og grund er meget vigtigere end noget som helst andet.

Så vi har sat huset til salg! Jep! Nu skal det være. Tanken har ligget og skvulpet i længere tid, men vi har ikke kunnet rykke på det, før vi kendte min arbejdssituation. Det gør vi nu, så nu er det nu. Kontrakten med ejendomsmægleren er skrevet under, billederne er taget, salgsopstillingen har vi netop godkendt. Og tilbage er der så bare at vente på køberne, der kommer trimlende i stride strømme og bare vil have denne skønne hytte. Så meget vil de have den, at de byder over hinanden, og så får Niller og jeg lige pludselig millioner og atter millioner på bankkontoen, og vi kan købe Mac’er til hele husholdningen og tage på en smuttur til Amsterdam og (knalde) sigthsee’e en hel weekend. Ikk?

Og så er Albert jo også blevet vuggestuebarn, og det er han naturligvis den skrappeste og dygtigste til at være. I hvert fald har han bjergtaget personalet dernede med sit evigglade humør, og de kalder ham Glade Albert og en lille “goding”. Succes hele vejen rundt. Ungen selv virker begejstret for konceptet og stortrives med at være blandt andre unger, og huset og “de voksne” er imødekommende og hyggelige, og vi overlader ham trygt i deres varetægt. Og tænk sig, nu pludrer han på svensk! Det er rigtigt! Han lyder mere og mere som Den Svenske Kok fra Muppet Show, når han tegner og fortæller om alt det, han oplever. Det er da mageløst! :-)

Og lige om lidt er han et år.

Og på et eller andet tidspunkt skal vi flytte.

Og så får vi se, hvad der SÅ sker :-)

5 kommentarer indtil videre

dec 16 2009

Såååå tæt på…

Skriblet af og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

“Jeg ved fanme ikke, hvordan du gør, men du lander ALTID på fødderne”… citat fra en god ven engang, hvor jeg vel også har været ude af balance eller noget.

Og lidt ret har han! Måske er det heldet, der følger den kloge – eller den vanvittige? Men i hvert fald er jeg igen landet på de flade sutter efter en kortere periode med udsigt til usikkerhed og økonomisk pres. Jeg har fået mig et job. Godt nok ikke udelukkende ved egen hjælp – netværket, som det vel hedder, gødede jorden og gjorde mine hoser grønne, og så landede jeg den selv derfra. På en gang stolthedsfremkaldende og bekymrende.

Nuvel, træerne vokser ikke ind i himlen, og der skal genforhandles om tre måneder. Men det er tre måneder med væsentligt mere på kontoen end dagpenge, og det er udsigt til mere, hvis og hvis og hvis. Det er et JOB, goddammit :-)

Er jeg glad? Ja, det er jeg da. Og jeg er også beklemt og lidt skræmt. Forventningerne er store. Og jeg har aldrig ageret på arbejdsmarkedet med et barn derhjemme. Et barn, som jeg næsten ikke kommer til at se i hverdagene, fordi lang transport og rigide arbejdstider stiller hindringer op. Dét skal der også ændres på om tre måneder. Og når vi kan, så gør vi et eller andet, der eliminerer transporttiden. En ting ad gangen.

Pyha, pulsen pumper, og blodet ruller. Jeg er i spil igen. Jubii og gys!

:-)

3 kommentarer indtil videre

dec 04 2009

Løsningsorienteret, forandringsvillig, omstillingsparat…

Skriblet af og kategoriseret som Reminiscens fra Gamle Mokken

….blah!

Jeg er det hele – og lidt til. Således arbejder jeg nu konstruktivt på at finde en løsning, der kan redde mig og min familie fra økonomisk ruin på den korte bane og forhåbentlig manøvrere os uden om mental og følelsesmæssig bankerot på den lange.

Og om lidt over en måned skal min store, lille unge begynde i vuggestue, og min hverdag forandres – forhåbentligt til noget med noget mere luft, for jeg føler mig halvkvalt for tiden.

Endnu ingen kommentarer

nov 27 2009

Oh well…

Skriblet af og kategoriseret som Om at mene noget...,Suk og støn

Nå! Det lille håb brast. Ploinnng… Kom sgu ikke engang til samtale men affejet, fordi jeg bor i Sverige (jeg konkluderer: nok nærmere fordi jeg er på barsel og har en lille baby, som sikkert kommer til at trække sin del af barn-sygedage mm. i den kommende tid – at jeg bor i Sverige er bare en bekvem undskyldning for konfliktsky HR-dame).

Jeg er klar over, at det er op ad bakke – men SÅ meget op ad bakke???

Endnu ingen kommentarer

nov 25 2009

Det letter og lysner…

Skriblet af og kategoriseret som Lykken er...,Mens vi venter...

Jeg havde fri i går! Jep, nemlig. Min søde veninde havde erklæret, at hun ville passe Albert, mens Niels var i skole, hvilket efterlod MIG med en HEL DAG alene hjemme. Ohhh joy… og sååååå tiltrængt, kunne jeg mærke, da jeg, efter at have kysset mine drenge farvel, daffede op i seng og sov yderligere 3 timer uden afbrydelser. Det var en meget mærkelig fornemmelse at være alene hjemme. Mere end én gang tog jeg mig selv i at lytte efter lyde fra barnevognen på terassen, faktisk. Det er jo sygt (hmm… kan faktisk bedre lide svenskernes “det är ju inte friskt” – lyder mindre alvorligt lissom!). Jeg kom skam også ud af døren og en smut i IKEA, der lige lå inde med lidt grej til vores opfriskede badeværelse. Ahhhh, at kunne gå der og ose rundt og kigge medlidende på de andre mødre, der havde slæbt deres hylende, trætte, grædende, skrigende yngel med sig. Hæ. Se mig, mand… se lige mig og mit overskud uden baby. Jeg nød det.

Jeg nød også, at jeg tilmed var sådan en, der modtog vigtige telefonopkald i løbet af dagen. Hele tiden var jeg i spil og enten afventede opkald eller fortog ventede opkald til andre. Det var sjovt. Uhhh, hvor jeg savner at være i spil og den, der holder trådene udredet. Nå, men vigtige telefonopkald kan jo for tiden og i min nuværende situation næsten kun dreje sig om noget arbejdsmæssigt, og det gjorde det da også. Ikke, at jeg er kommet en løsning meget nærmere, bevares, men jeg har jern i ilden, og jeg har stærke folk, der taler min sag og vil se mig i manegen igen. 2% af mig tør tro på, at det kan drive noget af sig, men alting er ligenu kun lysegrønne håb og minimale muligheder, der skal gå op i en højere enhed….

Kryptisk, ikk. Jeg forstår heller ikke selv meget af det, så jeg håber egentlig bare og fortsætter så ellers med at sprøjte ansøgninger ud til de ikke-eksisterende ledige jobs derude.

Åh, hvor var det godt med den fridag. Og Albert havde, naturligvis, haft en fantabolous dag i selskab med sin fader (og en rundkreds af fødedygtige kvinder med hormoner og æggestokke stillet ind på baby!), da min veninde måtte lægge sig med hold i ryggen og ikke kunne passe alligevel. Det valgte de to så at undlade at fortælle mig indtil op ad dagen, for hvis den fridag var skredet i svinget, så var jeg det sgu nok også. Det havde jeg ikke tålt, helt enkelt.

Jeg elsker min kæreste og min veninde – også når de lyver for mig for mit eget bedste :-)

En enkelt kommentar er det blevet til

nov 23 2009

De uendelige dage…

Skriblet af og kategoriseret som Livets gang i Lidenlund,Suk og støn

Jeg kan ikke lide dem! Ikke længere, i hvert fald. De der dage, hvor Niels står op og kører, inden Albert og jeg vågner, og dagens rutiner starter. Slet ikke de der dage, hvor Niels er kørt, inden vi kommer ned i stuen – og hvor han ikke træder ind i hjemmet igen, før Albert sover sødt, og jeg ligger udaset og samtalehungrende på sofaen og forsøger at holde mig vågen til at nå at se ham.

Bevares, vi er priviligerede! Niels læser og har sådan set fin fleksibilitet. Og dog. Han har et skema, der er skruet sammen uden hensyntagen til de studerendes liv ud over studiet overhovedet. Han har dage, hvor timerne ligger drysset over dagen fra kl. 9 om morgenen til 19 om aftenen. Obligatoriske timer tilmed – tilstedeværelse krydses af, fravær beregnes. Helt ærligt, på en videregående uddannelse, hvor man må antage, at de studerende er nogenlunde voksne og selv kan tage ansvaret og disponere, prioritere osv. over deres tid. Faktisk er de så rigide på det studie, at Niels endte ud i at måtte søge dispensation for noget fravær, dengang Albert blev født! Jesus!

Nå, men det var jo ikke dén klagesang, jeg ville synge i dag. Det var en anden klagesang. For klager og jammer er der nok af i denne tid.

Det er klagesangen om det at være træt af at gå hjemme med en næsten 10-måneders baby, jeg vil belemre jer med.

Puha, det trækker tænder ud! Og særligt de der dage, hvor jeg står op med babyen, tilbringer hele dagen med babyen og lægger babyen for natten – alene. Nuvel, vel vidende at det er der mange mødre, der gør dag ud og dag ind, så lad mig blot konstatere, at dét altså ikke er nok til at fylde mit liv!

Forstå mig nu ret. Jeg er vild med min baby. Han er skøn og sjov og nem og dejlig og glad og helt igennem vidunderlig. Men. Ja… Men. Jeg har så uendeligt svært ved at blive ved med at finde charmen i at have ham hængende i det ene bukseben, så jeg er ude at stand til at tage et skridt fuldt ud. Der hænger han, fordi han er liiiige ved at lære sig at gå men ikke helt har sluppet grebet endnu. Det er da topcharmerende. Og pissehamrende irriterende!

Hele stuen er efterhånden baby-sikret fra ende til anden. Han kan kravle rundt og regere og lege med al legetøjet, tygge i vores sko og alt muligt andet. Han kan også åbne skufferne i køkkenet, og indtil jeg en eller anden dag får taget mig sammen til at hente de der dimser i IKEA, så han ikke længere kan det, så har jeg skuffernes indhold liggende og flyde overalt. Klar til opsamling, når han er lagt til at sove. Fantastisk. Tænk han kan! Gid, han dog ville lade være…

Altså. Hmm. Det er bare ikke nok! Jeg synes virkelig, at han er fantastisk, og det er jo helt vildt, hvad sådan en størrelse har lært sig allerede. Men. Altså. Der er dage, hvor jeg tæller ned til hans næste lur, så jeg kan få bare en lille stund for mig selv. Som nu, for eksempel, hvor han blev lagt ud for 20 min. siden og allerede ligger derude og mener, at han har sovet nok. Nej, unge, det har du så ikke, for din mor er på sammenbruddets rand, og hvis jeg ikke får to minutters ro nu, så knækker filmen.

Det gør det jo heller ikke bedre, at jeg er på kanten af gråd hele tiden, vel. Men det skyldes jo nok noget andet og ikke udelukkende, at jeg keder mig herhjemme. Tror jeg da ikke.

I morgen skal Albert passes. Min dejlige veninde tager over for en dag, og jeg får en dag hjemme. Alene. Helt alene. Fuldstændig 100% alene. Dét har jeg ikke været siden den dag, hvor jeg mærkede liv i vommen for første gang. Der er altid nogen, og nogen gange kan jeg næsten ikke trække vejret…

Hvad skal jeg så få sådan en hel dag til at gå med? Jamen, jeg skal jo ringe til alle mulige og umulige offentlige instanser for at finde ud af, hvad der sker her d. 14. december, når jeg ryger ud af det danske system og overgår til Sverige. Hvad sker der med børnefamilieydelsen, skatten, dagpengene, a-kassen og alt det der? Hvad er faktum, og hvad er skrækscenarier i mit hoved? Jeg er træt på forhånd. Hvis jeg er helt vild, så kører jeg sgu også i IKEA og får købt de forbandede dimser til skufferne. Wauw. Totalt vild og frådende kreativ tænkning dér, ikk.

De her dage er uendelige. Nogle uger er der mange af dem. Rigtig mange. Så kan jeg næsten ikke få vejret og prøver at lægge strategier for, hvordan jeg skal klare dem. I morges kickstartede jeg lige dagen med at bidende at spørge Niels, om han egentlig er holdt op med at stille sin morgenmadstallerken i opvaskeren? Det forekommer mig nemlig, at alle sådanne opgaver ligger på min banehalvdel for tiden, og spørg lige om jeg er træt af vasketøj, opvaskerfyldning og -tømning og alt det der gejl. (Og det er jo også løgn, tilmed, for Niels er verdens dejligste kæreste, der tager fra på opgaverne, hvor han kan, løfter og tager fat, giver mig luft og tager ansvar, hvor han overhovedet kan. Så når jeg render rundt og er huslig, så er det for at lave bare ET ELLER ANDET og sørge for, at den sparsomme tid, vi har sammen, da så ikke går op i huslige gøremål…).

Jeg har nydt min barsel. Ingen tvivl om det. Nu nyder jeg det bare ikke så meget mere, og nu banker virkeligheden og hverdagen på døren, og jeg har ikke nogen hverdag! Der er masser af virkelighed, men det, den har at byde på, bryder jeg mig ikke om.

Det er en virkelighed, hvor jeg med spas afslår en venindes forslag om at komme en smut til Kbh og spise aftensmad – helt enkelt fordi jeg ikke synes, vi har pengene til endnu en tur over broen i dag. For ikke at tale om brændstof til bilen. Når Niels kører over er det ren tilsætning, for han er ikke berettiget til kørselsfradrag, når han kører til sit studie. Ok?! Hvorfor mon ikk? Det er fanme en åndsvag regel, som pt. koster os omkring 200 kr. pr. dag, han skal over på seminariet. Dejligt. Så vi sparer på turene. Og en smuttur til Kbh ligger ikke lige for mere. Sådan er det bare ligenu, og der kommer sikkert bedre tider. Måske. Hvis jeg finder et job, altså. Men heller ikke ligefrem befordrende for min begyndende klaustrofobi, vel. Nåja, og når sandheden skal frem, så orker jeg faktisk heller ikke at tage Albert med, for han er lige nøjagtig for stor til, at man bare kan lægge ham i liften og sove og for lille til, at han kan finde ud af at blive lagt på en sofan eller en seng eller sådan noget, og så kan jeg i stedet have en overtræt unge hængende på armen, mens jeg forsøger at opretholde voksen-samtale med min veninde. Not happening. Så hellere bare blive hjemme og følge rutinen, hvor jeg ved, at han sover senest kl. 19 uden palaver af nogen art. Det er fase. Sig, det er en fase!!

Well, enough said, tror jeg. Albert i søvn igen derude, og hvis jeg er heldig, så har jeg lige 20 minutter mere, inden han er på igen. Måske det var nu, jeg skulle få børstet tænder, så??

3 kommentarer indtil videre

nov 21 2009

1½ år med op- og nedture…

Skriblet af og kategoriseret som Suk og støn,Træhytteliv

Jajajajajaaaa…. long time, blablabla… Jeg har slået mine folder i mere private omgivelser, og bloggen her har lidt under manglende tid og overskud. So be it. Den er her stadig – åbenbart evigt og tålmodigt ventende på mine udgydelser.

Nå!

Jeg er træt. Jeg er træt som én ind i helvedes forgård, og vintermørke og novembergråt hjælper ikke synderligt på det. Jeg har været på barsel et lille års tid nu, og jeg har hygget mig med verdens skønneste og nemmeste baby, der ikke giver anledning til megen uro endsige mathed. Men jeg er træt af det nu, det her barselshalløj. Jeg keder mig, dagene er lange, jeg savner voksne mennesker omkring mig og en hverdag, som ikke kun handler om lur til tiden og den rigtige mad i de rigtige mængder på de rigtige tidspunkter. Jeg er træt af vasketøj og trummerum. Og jeg er træt af, at jeg ikke har noget at vende tilbage til. Dét mest af alt er jeg træt af.

Jeg kan ikke finde gejsten endsige energien til at finde et arbejde. Det er nu heller ikke fordi, der rigtig er noget at søge for sådan en som mig. Man skulle nok have været pædagog – eller lægesekretær. Jeg sender ansøgninger ud, som jeg føler, jeg bør. Gør det, jeg kan for nuværende. Stadig på barselsdagpenge. Et par uger endnu. Derefter venter økonomisk kaos, som vi ikke helt kender dimensionerne af endnu. Men det er helt sikkert ikke en fordel at være bosat i udlandet, når det kommer til sådan noget. Alle overvejelser er i spil.

Niels læser og er på SU. Det er essentielt, at han bliver færdig med sit studie, og det kan ikke komme på tale, at han tager et fri-år og får et eller andet lavtlønnet arbejde. Det ville være at skyde sig selv i foden, passere start, slå sig selv hjem – find selv på flere metaforer. om 1½ år er han færdig, og så kan han givetvis få sig et job hvorsomhelst. Heldigvis er der mangel på sådan nogle som ham. Der er til gengæld ikke mangel på sådan nogle som mig.

I går sagde han noget, jeg ikke havde tænkt på. Altså Niels gjorde. Jeg er hurtig til at se, hvorfor andre mennesker omkring går rundt og er kede af, triste, trætte, opgivende. Men når det kommer til mig selv, fatter jeg mindre og ser ingenting – slet ikke åbenlyse sammenhænge. Jeg skal bare knibe ballerne sammen og se at få noget at rive i, så bliver alting godt igen. Jeg skal bare tage mig sammen. Jeg skal bare være mere pågående, aktiv, opsøgende. Jeg skal bare…

Men jeg har ikke lyst, jo! Jow, jeg har lyst til at have et arbejde, hvor jeg kan møde op og gøre det, jeg skal. Et sted, hvor jeg kan få tilpas udfordring  til ikke at kede mig og tilpas frihed til at sløse og skære hjørner der, hvor jeg synes, det er ok. Dét har jeg selvfølgelig lyst til. Men jeg har ikke lyst til hele processen omkring at skaffe mig et nyt arbejde. Sende ansøgninger fulde af varm luft og ordlir, måske være så heldig at få en samtale i stand, hvor jeg skal møde op og skinne igennem, glitre og brillere, smile og indtage med friskt hår, nydeligt tøj og lidt gloss på læberne. Hej, det er mig superkvinden, der naturligvis har al fleksibilitet i verden at give en ny arbejdsplads. Gå-på-mod, iver, energi, kompetencer. Er der mere, I vil have, så kan jeg skaffe det! Jaja, jeg har en baby og bor langt væk, det er ikke noget problem. Det løser sig. Det finder jeg, super-medarbejderen, da en løsning på, som aldrig kommer til at ramme firmaet. Bare rolig. Giv mig nu det job, en ordentligt løn, og luk så i øvrigt røven sidder jeg og tænker, imens jeg vurderes, vejes og findes for let eller tung, for ung eller gammel, for velkvalificeret, underkvalificeret – whatever – til tjansen.

Niels sagde… hvad var det nu? Åhhh, er det allerede forduftet i barselsbobletågerne?! Nej, han sagde, at det er klart, vi er pressede pt. Vi er ramt på ret så mange af de der grundpiller, der holder livet sammen. Vi har taget nogle hårde slag på det seneste, har oplevet den vildeste lykke og den dybeste sorg, og alle præmisser for at blive ramt af stress er tilstede. Eller i hvert fald en mindre handlingslammelse, om ikke andet.

Et kort blik på de forgange 1½ år sådan i grove træk:

Maj 2008: Vi konstater, at jeg er blevet gravid med vores første ønskebarn. Alt går, som det skal, vi er glade og lykkelige og glædestrålende og overvældede og en lillesmule skræmte over udsigten til et nyt, ukendt liv med en baby i huset.

Juni 2008: Min far dør af lungekræft efter kort, intens sygdom. Heldigvis havde vi nået at fortælle om de lykkelige omstændigheder i vores lille hjem. Jeg sørger og savner og græder – og maven vokser, og jeg mærker liv derinde. Sorg og glæde i en stor hurlumhej.

August 2008: Jeg holder ferie og får en opringning fra min chef om, at ejerne af det firma, vi er ansat i, har valgt at trække stikket og lukke vores afdeling ned. Vi afskediges alle. Jeg får dog ualmindelig fin aftrædelsesaftale i stand, så usikkerhed omkring økonomi osv. kan udskydes til efter fødsel og et stykke ind i barselsperioden.

November 2008: Min afdeling lukkes ned, farvel til mange kolleger og medarbejdere.

December 2008: Jeg er fortsat ansat i firmaet og kommer med på et projekt med fremtidsperspektiver, som indebærer mulighed for at fortsætte ansættelsesforholdet og dermed have et job at vende tilbage til efter barsel. Jeg træder fra på barsel 4 dage før jul. Vi holder vores første jul uden min far, og jeg savner og sørger stadig.

Januar 2009: Albert kommer til verden og glæde og kærlighed og varme overstrømmer alle spekulationer.

Marts 2009: Det står klart, at det igangsatte projekt på arbejdet er en dødssejler, delvist pga. finanskrisen. Dermed er alle muligheder for videre ansættelse ude af billedet, og jeg kan se frem til at skulle ud og finde nyt arbejde i min barselsorlov.

April 2009: Niels’ mor dør af lungekræft efter kortere tids sygdom. Vi holder barnedåb for Albert 2 dage efter. Sorg og glæde skal åbenbart følges ad i vores familie.

Månederne går, Albert vokser og trives og er så skøn og dejlig, at man næsten ikke kan rumme det. Efter sommerferien får jeg også svært ved at rumme at gå hjemme, og de første tegn på utidighed og kedsomhed viser sig. Jeg begynder så småt at søge jobs og kan konstatere, at der ikke er noget at søge!

Henover sommeren begynder vi at snakke praktiske rammer for fremtiden. Hvor realistisk er det at bo 100 km. fra København, når vi nu har en unge, der på et tidspunkt skal hentes og bringes til pasning osv.? Hvordan ser økonomien ud? Hvor ku det være praktisk at bo? Måske i nærheden af Niels’ datter? Måske i nærheden af min familie, vores netværk? København er udelukket. Så det er Midtsjælland eller Nordsjælland, som også er udelukket, hvis jeg får job i København – transporten er fuldstændig umulig. Måske skal vi i virkeligheden bare tættere på broen og stadig nyde godt af de fordele, der er ved at bo i Sverige – særligt er der gode vilkår for børnefamilier, pasningen er billig og god og alt sådan noget. Der er rigtig mange spekulationer i gang. Alt for mange. Og alle havner ét sted: vi kan ikke foretage os noget, tage beslutninger, gøre noget som helst, før vi ved, hvor jeg får job og til hvor mange penge. Om jeg får job, altså.

Familiens økonomi er primært spundet op omkring min forholdsvis gode indkomst. Dét grundlag er svundet ind til ingenting, og om 14 dage, når barselsdagpengene stopper, så må Guderne vide, hvor vi så står. Så går vi yderligere 40% ned i indkomst og står med noget, der ligner en fjerdedel af, hvad der rullede ind på kontoen hver måned for bare et år siden. Det kan jeg ikke overskue. Det giver mig ondt i maven og søvnløse nætter. Og det gør mig træt og uoplagt.

Niels har ret. Vi er hårdt ramt på de der vigtige punkter. Vi har mister nærtstående familiemedlemmer, vi har fået en baby, jeg har mistet arbejde, og vi har spekulationer om bopæl.

Jeg er nok mere rystet, end jeg giver udtryk for. Mit humør svinger, jeg græder meget, jeg er irritabel og træt – og så er jeg også en lillebitte smule ligeglad, for jeg kan ikke se mig ud af det. Om 14 dage ramler det hele, og så får vi se, hvad der sker….

Mokken er tilbage (for en kort bemærkning, man ved det aldrig!) – stækket, svækket og ikke i særligt fantastisk hepla!

4 kommentarer indtil videre

jul 21 2009

Sommerprojektet…

Skriblet af og kategoriseret som Livets gang i Lidenlund,Træhytteliv

Altså, ud over at bruge min barsel på at varetage unge, så er der også indtil flere krea-projekter på tegnebrættet. 

Det største må sige at være forvandling af tidligere lækker knaldrød sofa – nu falmet og halvmuggen terrasseslænger – til noget shabby cheekt med knald på sommerfarverne, praktisk tekstildug, fede bløde puder i massevis…. lige sådan en sag, der vil matche den hjemmelavede hyldeblomstdrik (well, det bliver så næste år – nåede det ikke lige i år, vel), hjemmbagte øko-biscottier og rabarbertærter i massevis (dem har jeg så heller ikke nået så mange af… næste år, jo!) og patchwork-tæppet, som jeg sikkert får overskud til at gå igang med at rimpe sammen næste år!

Gammel afdanket sag - snart top shabby!

Sofaen får jeg fikset i år. Det skal den. Ellers går den til af fugt og ælde, og så ryger hele shabby-projektet på gulvet. Det ville jeg være ked af, når jeg nu har brugt så mange stunder på at sidde derude og forestille mig, hvor toplækkert og misundelsesværdigt det hele bliver… engang!

Når sofaen er klar, så er der et bord, der skal males og have lækre klinker på sig (hvor finder man i øvrigt de der portugisiske klinker, som bare er så skønne??). Så skal jeg også lige have fundet seks afdankede stole, som jeg lige fikser på med lidt kapow-farve-maling, hvorefter jeg så laver nogle lækre hynder til dem, så man ikke får splinter i popo’en, når man sidder og venter på al den lækre grillmad, som min elskede fremtryller på vores fantastiske udekøkken, som ligenu består af en gasgrill, som vi lige har flottet os og ofret en ny rist til.

Nåja. Og så er der baljerne. Zinkbaljerne, som skulle stå fulde af lækkert blomsterflor – naturligvis sirligt nippede og i afstemte farver. Dem nåede jeg ikke lige at fyldt i år…. men til næste år, så får den for fulde gardiner! Derom hersker der ingen tvivl.

Til næste år er min terrasse klar til afbildning i “Os med tjekket bolig” . Til næste år. Jeg lover jer, det bliver vildt!

Men først: sofaombetrækningsprojekt… Nåja, og så vågnede Albert lige fra lur…

3 kommentarer indtil videre

jul 17 2009

Jeg er her faktisk stadigvæk :-)

Skriblet af og kategoriseret som Livets gang i Lidenlund

Jeg er bare i fuld sving med at nyde det der moderskab, jo…

5 måneder

 Albert trives, jeg trives… og meget mere er der egentlig ikke at sige ligenu :-)

Om lidt skal jeg til at søge job, thi jeg jo havnede i den mildest talt noget uhensigtsmæssige situation, at mit gamle arbejde lukkede og slukkede omtrent samtidig, som jeg skulle til at træde fra på barsel. Uheldigt. Og irriterende. Så nu skal jeg i gang med at lede efter et job midt i min barsel. Og når man er bosat i Sverige er der en masse bureakratisk palaver, som man også skal tage stilling til. Det er ikke godt at miste arbejde, når man har hørt til det danske arbejdsmarked men er bosiddende uden for landets grænser. Og så er der alle rygterne om et presset marked, 4000 flere arbejdsløse om ugen – eller var det om dagen – eller måske om måneden? I hvert fald er tiderne ikke så gunstige, som de var for blot et år siden. Tal om dårlig timing. Der må sukkes. Det gør jeg dog ikke endnu, for foreløbigt nyder jeg bare denne stille periode i mit liv og forbløffes over, hvor hurtigt sådan en spunk vokser og udvikler sig. Dét er ligenu meget, meget vigtigere end noget andet. Og vi har stadig salt til ægget og smør på brødet (det har vi så ikke, vi skal jo tænke på linningen!)… :-)

Så jeg slår koldt vand i blodet og slapper af med mand og unge nu, mens sommeren er over os :-)

3 kommentarer indtil videre

Next »